02/07/2024 0 Kommentarer
Dåben giver os en ny måde at være i verden på
Dåben giver os en ny måde at være i verden på
# Artikler fra Glostrup Provsti
Dåben giver os en ny måde at være i verden på
Hvad betyder det egentlig at blive døbt? Vandet hældes over hovedet på dåbsbarnet, og præsten læser bønner op ved døbefonten. Der er flere ting, der er med til at gøre en dåb til en dåb. Men dåben er ikke kun de smukke ritualer i kirken. Dåben rækker langt ind i vores liv og former os som mennesker. For provst Ove Kollerup er dåben et kærlighedens fortegn, der også giver os mulighed for at møde andre mennesker med kærlighed og tilgivelse.
Af Peter Brandt Baumgartner, kommunikationsmedarbejder
Der er dåb i kirken. Mennesker står og kigger beundringsfuldt ved siden af døbefonten, og præsten hælder tre håndfulde med vand over hovedet på dåbsbarnet. Vandet er det livgivende. Det er vandet, som får alting til at gro og leve i verden. Det er en stor dag, hvor barnet både bliver en del af det kristne fællesskab og får sit navn sagt højt i kirken. Nogle mennesker har en hyggelig sammenkomst bagefter, hvor de mødes over lidt mad eller et kaffebord. Men dåben er langt mere end bare en enkelt dag i kirken.
For Provst Ove Kollerup rækker dåben langt ind i livet: ”Man bliver skænket en ny begyndelse. Og det præger et menneske hele livet”, siger han. I den kristne tro er dåben nemlig fundamentet for det liv, vi skal leve: Et fundament af kærlighed og tilgivelse. Og på den måde danner dåben et ekko gennem hele livet.
Dåben giver livet et nyt fortegn
Man kan se dåben som et fortegn, vi skal gå ud i vores liv med. Fortegnet er tilgivelsen og kærligheden, og det er dét, der er Guds løfte til os ved dåben. Det er fundamentet for vores liv, påpeger provst Ove Kollerup og henviser til, at vi bliver givet syndernes forladelse: ”Vi ved jo godt, at vi ikke er perfekte mennesker – vi begår alle sammen fejl mod hinanden. Når vi er tilgivet på forhånd, så kan vi også selv gå ud og være tilgivende overfor andre.”, siger Kollerup og fortsætter: ”Når Kristus igennem dåben danner fundamentet for vores liv, så er det ikke hævn eller tanken om øje-for-øje, der bliver det styrende for os”.
Dåben som livsproces og som vedvarende livs-oplevelse kommer frem, fordi præsten siger de samme ord ved dåben, som præsten gør ved jordpåkastelsen ved begravelsesritualet. Det er de ord, der rammer vores liv ind.
Ingen eksamen ved døbefonten
Vi lever i en tid, hvor der er meget fokus på vores præstationer. Vi skal hele tiden sammenligne os med andre, og det gør os triste, påpeger Ove Kollerup. I skolesystemet bliver vi givet karakterer for vores arbejde, og her står det så beskrevet, om vi har lavet en god eller dårlig præstation. Det er det modsatte i dåben. Her bliver man taget imod, og får at vide, at man er elsket: ”I vores tid bliver vi ofte målt og vejet. Hvem har det bedste job, de fleste penge eller den flotteste bil? Men der er ét sted i verden, hvor det ikke handler om at sammenligne os med andre: Det er ved døbefonten”, påpeger Ove Kollerup. ”I dåben kommer du nemlig uden at skulle have præsteret noget på forhånd. Du er elsket som du er”, siger Ove Kollerup afslutningsvis.
Kommentarer