Sognepræst: Advent er som en lufthavn, hvor vi venter på juleglæden

Sognepræst: Advent er som en lufthavn, hvor vi venter på juleglæden

Sognepræst: Advent er som en lufthavn, hvor vi venter på juleglæden

# Nyheder fra Glostrup Provsti

Sognepræst: Advent er som en lufthavn, hvor vi venter på juleglæden

Når man glæder sig til noget, kan man ikke lade være med at være i godt humør. Er der noget, man bliver ked af, så går det som regel hurtigt over, fordi man husker, at man i grunden glæder sig. Sognepræst i Herstedvester Kirke, Marianne N. Kristensen, reflekterer over adventstiden, der er som en lufthavn, hvor vi venter på julens komme.

Af Marianne N. Kristensen


Åbne-låge-tid er indvarslet af advent, som betyder noget med at ankomme. 1. søndag i advent begynder det nye kirkeår, og vi synger velkommen til det, tænder det første lys i adventskransen, og så går vi og glæder os til jul. Børnene gør i hvert fald. Til juletræ, juleknas og julegaver. Listerne er lange i december – både ønskelister og huskelister. Det er bare med at komme i gang med listerne, især huskelisten.

Advent er lidt som at sidde og vente i en lufthavn på én, der skal ankomme. Man skal helst være klar og beredt med det meste, når man sidder der. Lufthavne er ikke opholdssteder. Man opholder sig kun kort tid det sted, for det handler om det næste, som skal ske, rejsen ud eller hjem. Lufthavne er ikke mål i sig selv. Advent er heller ikke et mål i sig selv, det handler om at komme frem til jul.

Gi' dig tid til at vente

Når man går og glæder sig til noget, så kan man ikke lade være med at være i godt humør. Er der noget, man bliver vred over eller ked af, så går det som regel hurtigt over, fordi man husker, man i grunden glæder sig. Der er ofte højt humør i en lufthavn, men der er også skuffelser og frustration, når fly er forsinkede eller bagagen er blevet væk.

Essensen i adventstiden er, at vi i grunden har noget at glæde os til. Om ventetiden også her presses af en rå virkelighed og et indfrielsespres, som vi halser efter at opfylde, så husker advent os på, at det ikke er vores opgave at halse efter indfrielse. Vores hovedsag er at gi’ tid til at vente og vente sammen på en måde, så der er plads til glæden. 

Det ville være ærgerligt ikke at have adventstiden. Vi ville ikke nå at opleve, at vi har noget at glæde os til og forberede os på sammen med andre. Kristne over hele verden venter på den ene og samme. Og får vi fulgt en huskeliste, så giver det overskud af tid til at være optaget af at vente på Kristus og glæde sig over ham. Verden vil have stor gavn af, at vi besinder os på Guds fred i ham og skaber grobund for fred i verden.

Velmødt i de lokale kirker i advent til koncerter og gudstjenester – der er noget at glæde sig til.

God advent.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed