18/12/2024 0 Kommentarer
Sognepræst: Julen betyder, at alle får en ny chance
Sognepræst: Julen betyder, at alle får en ny chance
# Nyheder fra Glostrup Provsti
Sognepræst: Julen betyder, at alle får en ny chance
Julen er kommet. Men for mange mennesker kan det være svært at finde julefred. Ensomhed og ressourcemangel er virkeligheden for mange i juletiden. Men tør vi tro det, som julevangeliet fortæller os, så er der håb at finde. Læs sognepræst i Brøndby Strand Kirke, Elisabeth Krarup de Medeiros’, betragtning af det lys, vi finder i juleevangeliets budskab.
Af Elisabeth Krarup de Medeiros
Ventetiden er slut. Julesmåkagerne er bagt, og vi har vænnet os til kugler og lys i vindueskarmene. Grannålene er måske så småt begynde at falde af juletræet, og de fleste af os har nydt både glögg og æbleskiver flere gange i de forgangne uger. Kalenderlyset er næsten brændt ned, og vi har gjort hvad vi kunne for at finde den rette stemning.
Jeg har altid ment, at julen begynder i kirken. Mange mennesker har tradition for at indlede juleaftensfejringen i kirken. Og når gudstjenesterne begynder med Det kimer nu til julefest med alle generationer forventningsfuldt samlet, er det som om, at det giver plads og rum til at julefreden kan sænke sig. Sænke sig over mennesker, menigheder og mangfoldigheden.
Problemet er bare, at det ikke er sandt for alle, når M.C. Einer synger Det’ jul – det’ cool, det nu man hygger sig bedst. For nogle mennesker er det også juleaften (eller måske særligt i de efterfølgende dage), at ensomheden mærkes. Det er måske netop i de dage, hvor forventningen er, at der skal ’hygges igennem’ – at angst, sygdom og ressourcemangel fylder allermest. Ja, meget mere end i hverdagen. Der er krig og ufred i både de nære relationer og i den store verden, som kan bryde ud i lys lue. Så er det ikke underligt, at det kan være svært for julefreden at indfinde sig. Svært at mærke den – og svært at tro det.
Tør vi tro det, som juleevangeliet fortæller os? At en frelser er os født, og at han er for alle – også for mig. At han kommer med lys og fred. At han kommer med glæde, og med en ny begyndelse. At vi alle kan få en ny chance på grund af ham. Tør du mon tro det? Den første julenat blev alt forandret – og intet vil nogensinde blive det samme. For julens gave er, at hvis vi tør tro det, skal ingen være alene – heller ikke i julen.
Må julefreden sænke sig i hjerter og hjem. Glædelig jul!
I nat tør vi tro det, i nat tør vi tro
at selv helt alene er mennesket to,
at barnet fra himlen skal vokse sig stort
det sted i os selv, hvor vi kommer til kort
I nat skal vi tænde decembernatslys
og gyse af glæde og dele det gys
Kom, mærk det! Nu ryster den gamle planet
af julenatsfryd over det, der er sket
(Iben Krogsdals salme Decembernat, vers 5 & 6)
Kommentarer