Hvem er provst i Glostrup Provsti?

Ove Kollerup Nielsen er født og opvokset på en gård i Himmerland syd for Ålborg. Efter studentereksamen begyndte han på det teologiske studium ved Aarhus Universitet. Kandidateksamen i 1995.

I 1990 blev han ansat i Det Danske Bibelselskab i København. Her var han med til at forberede udgivelsen af Den nye Danske Bibel i 1992. I årene herefter arbejdede han som forlagsredaktør og kom senere til Bibelselskabets indsamlingsafdeling som fundraisingleder. Afdelingens opgave var at indsamle næsten 15 mio. kr. årligt til bibelarbejdet bl.a. i det tidligere Sovjetunionen.

I 2000 blev Ove Kollerup Nielsen sognepræst i Brøndbyøster. Som sognepræst har han især arbejdet med at knytte stærkere bånd mellem børnefamilierne og kirken. Der blev oprettet mikrokonfirmandhold (2. klasse) og minikonfirmandhold (4. klasse) i tæt samarbejde med den lokale folkeskole og ligeledes arrangeres en månedlig børne- og familiegudstjeneste med efterfølgende fællesspisning i Annexgården.

Hvad laver en provst?

Provsteembedet er et gejstligt embede ligesom bispeembedet og sognepræsteembedet. Provsten udpeges af biskoppen og udnævnes af dronningen.

Provsten arbejder for biskoppen

Ved provsteindsættelser aflægges løfte blandet andet på følgende ord fra biskoppen:
"Så lægger jeg dig på sinde med troskab og retsind at øve gerningen som provst i Den Danske Folkekirke, at være biskoppen en tro medarbejder, og føre tilsyn med kirkernes og præsteembedernes ejendom og midler og påse, at de for kirken, dens præster og alle ansatte medarbejdere gældende love og bestemmelser overholdes."

Provsten fører tilsyn

Det betyder, at provsten afholder bl.a. MUS (Medarbejderudviklingsamtaler) og APV (Arbejdspladsvurdering) for præster og fører tilsyn med Folkekirkens bygninger og kirkegårdene.